Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Princip for kommunikation

Princip for kommunikation for Skolen på Nyelandsvej 

Målet er at understøtte elevernes læringsmiljø og trivsel gennem styrket samarbejde og dialog mellem skole/SFO og hjemmet. Alle har ansvar for en venlig og respektfuld kommunikation.

Etiske principper

Det er Skolebestyrelsens forventning, at nedenstående etiske principper for kommunikation altid anvendes af alle parter.

  • Brug kun Aula til skolerelaterede ting og indgå ikke i diskussioner.

  • Skriv/ring aldrig, når du er vred.

  • Nævn aldrig navne på tredjepart. 

  • Undgå̊ personlige angreb.

  • Lad informationen være saglig.

  • Vær åben og lyt til, hvad der bliver sagt.

  • Indgå i dialog

Retningslinjer:

  • Kommunikation foregår med ordentlighed og respekt via Aula eller personlig samtale afhængigt af indholdet.
  • Fælles information og klassens forhold kommunikeres via Aula som opslag.
  • Vigtig information såsom ture ol. lægges ud i god tid.

Formålet med en god dialog er at sikre indsigt, engagement og medansvar for elevernes skolegang.

Aula anvendes til:

  • Kortere informative beskeder mellem personale og forældre, og forældre-forældre imellem. Som udgangspunkt bør en besked på Aula ikke fylde mere end 10 linjer, bevæge sig mellem modtager og afsender mere end 3 gange og kunne afvente respons på 3 hverdage. Alternativt kalder det på et møde eller et telefonopkald.

  • Der oprettes en ”kontaktbogstråd”, som anvendes for det enkelte barn, forældre og klasselærer (dette træder i kraft for hele skolen i skoleåret 2026-27).

  • Generel skole- og klasserelateret information - ikke debatter

  • Anmodning om telefoniske kontakt/behovssamtaler. En behovssamtale er som udgangspunkt på 20 min. 

  • Sygemeldinger sker til klasselæreren via besked på Aula eller angiver et S i Fravær-forældreindberetning på Aula senest kl. 7.45 om morgenen.

  • Anmodning om fritagelse fra undervisning sker til klasselæreren. Ved ønske om fritagelse over 3 dage skal henvendelsen rettes til nærmeste leder.

  • Tilmeldinger/frameldinger

Forældre forventes at orientere sig en gang om ugen med henblik på planlægning af barnets kommende skoleuge i ugeplanen. Ved relevans kan lærerne skrive om ugen der er gået. Ugeplaner med informationer om kommende uge, herunder praktiske forhold, vil være tilgængelige for alle forældre senest 24 timer før en ny skoleuge starter.
Der kan/vil i løbet af en skoleuge komme andre informationer på Aula af orienterende karakter.

Svarfrister

  • Skolens personale og forældre svarer inden for 3 arbejdsdage med enten et endeligt svar, en tidsfrist for svar, eller en opfordring til at ringe på et angivet tidspunkt.
  • Hvis personalet vurderer, at det kræver mere end 3 arbejdsdage at svare fyldestgørende, informeres der om dette, og en ny deadline angives. 

Telefoniske samtaler anvendes når der er behov for:

  • Afklaring og uddybning, der er vanskelig på skrift. 

  • Akutte beskeder, som kræver øjeblikkelig handling


Samtale/behovssamtaler etableres når:

  • Der er brug for en indsats fagligt eller socialt

  • Der er behov for konfliktløsning

Skole/hjemsamtaler og forældremøder:

Forældre forventes at deltage i møder om klassens fællesskab og eget barn, herunder et årligt forældremøde og en skole/hjemsamtale. 

Behovssamtaler kan indkaldes løbende. Behovssamtaler kan initieres af både skolen/SFO og forældrene. 

Kommunikation mellem ledelse og forældre:

På hjemmesiden forventes forældre at orientere sig om skolens politikker, principper og strategier samt værdigrundlag og bestyrelsesarbejde/referater.  Mindst hver 3. måned udsender skolen et officielt nyhedsbrev via Aula; heri formidles bl.a. vigtige informationer og oplysninger om begivenheder/arrangementer samt nyt fra skolebestyrelsen.

Forældre er altid velkomne til at henvende sig til skolens ledelse, ved spørgsmål som man ikke kan finde svar på i dialogen med teamet.  

Kommunikation til skolens kontor:

Skolens kontor er til for praktiske og administrative henvendelser for at understøtte skolens daglige drift, og skabe klarhed over spørgsmål fra forældre og elever på en konstruktiv måde. 

For at sikre en smidig kommunikation gælder følgende:

  • Henvendelser

    • Telefonisk eller personlig henvendelse i kontorets åbningstid ved akutte eller komplekse spørgsmål. Kontoret har desværre ikke mulighed for at viderebringe beskeder til elever fra forældre. Til dette skal Aula benyttes ved kontakt til nærmeste lærere. 

    • Aula-beskeder er til korte, ikke-akutte meddelelser. 

  • Vær opmærksom på

    • Brug en venlig og saglig tone i alle henvendelser.

    • Ved behov for længere dialog, aftales tid til samtale med ledelsen. 

  • Åbningstider og svartid

  • Kontoret er åbent på skoledage. 

  • Beskeder besvares inden for 3 arbejdsdage, jf. skolens generelle principper.

 

Særligt for SFO

Aula-modulet “Komme/gå” bruges til ind- og udkrydsning af børn, samt til orientering om til- og framelding på skolefridage og ferier.

Forældre forventes at:

  • Ajourføre stamkortet med oplysninger, tilladelser og aftaler.
  • Indtaste beskeder om fravær, henteaftaler og "gå hjem selv"-aftaler senest kl. 13.
  • Til- og framelde børn til SFO på skolefridage og ferier.
  • Hjælpe børn med at krydse sig ud.

Godkendt på skolebestyrelsesmøde den 19/1 - 2025